Hvorfor gør jeg det?

Den første grund er filosofisk / etisk: At mange af de “uskyldige” mennesker som døde i terrorangrebet den 11. september i USA, faktisk ikke var uskyldige, forstået på den måde, at de var medbestemmende og medansvarlige for USA´s militaristiske økonomiske politik, der undertrykker og udbytter millarder af mennesker. Dette synspunkt bliver ikke diskuteret i medierne, heller ikke på venstrefløjen.

Den anden grund skyldes en vrede over det daglige politiske kommunikationsmiljø, der bombarderer os med magthavernes hellige krig imod terror til minde for de “uskyldige”, som døde den dag i World Trade Center, Pentagon og Pennsylvania. Til de “uskyldige” skal der være kys, knus og blomster, en ny Frihedsstatue fra Københavns Kommune, en evig blodig krig imod et eller andet land, terror og tortur her og der, reducerede ytringsrettigheder og mindre indflydelse for arbejderne og andre borgere som resultat af den “demokratiske” terrorpakke; samt mindre velfærd for os arbejdere, de fattige, og flygtninge fra magthavernes krige og udbytning.

Den tredje grund er, at magthaverne generelt aldrig ønsker at give os en forståelse for, at de døde amerikanere ikke er de eneste ofre, men at USA og andre magthavere, f.eks. A.P. Møller, har været og er skyldige i terror med millioner af dødsofre til følge. Og det vil forsætte, indtil vi slår os sammen for at stoppe dem.

Så kan læserne godt spørge: Hvem tror han, at han er? - Tror han, han har noget i sig som vi andre ikke har? Tror han, at han er guddommelig?

Det kan godt være at jeg føler, dybest inde i mig, at jeg er et bedre menneske end de fleste. Der er en selvretfærdighed i mig, uden tvivl. Men det er ikke den, der er den egentlige drivkraft bag denne opgave, som jeg påtog mig efter den 11 September. Mit hovedmotiv er at sætte en debat i gang, - at provokere andre til at kigge på deres liv og indse, hvordan man - dig - ellers kan opføre sig, og hvordan vi kan påvirke til en positiv ændring i verden. Mit udgangspunkt er delvist personligt, men forstået som et eksempel på et synspunkt sat op i mod andre synspunkter.

For at kunne skrive essayet har jeg brugt analyser af Marx, Lenin, Che, Sartre, Camus, og to danske filosoffer, Arne Herløv Petersen og K.E. Løgstrup, samt den kristne bibel. Jeg vil gerne fortælle læserne og Løgstrups “ånd”, at jeg især har arbejdet med ham, og at jeg bruger meget af hans tankegods her. Og jeg er sikker på, at han bestemt ikke ville drage de samme konklusioner om skyld, som jeg gør. Undskyld Løgstrup!

Filosofiske tanker om ansvar og skyld

Jeg mener at filosofferne er væsentligt enige i dét, Sartre skrev i 1946:
“...mennesket er ansvarligt for det, det er...(og) at mennesket ikke kun er ansvarligt for sin egen individualitet, men det er ansvarligt for alle mennesker...(og) jeg skaber et bestemt billede af mennesket, jeg vælger. Idét jeg vælger mig selv, vælger jeg mennesket.” (1)

Hvor meget “frit valg” den enkelte har eller ikke har, er et århundrede gammelt spørgsmål, og marxismen har ikke et éntydigt svar Behovspsykologer og sociologer og mange marxister, mener at de objektive vilkår som et menneske befinder sig under, mere eller mindre determinerer, hvilke muligheder personen har. Det er klart, at de fattigste og mest undertrykte mennesker har mindre valgfrihed end en almindelig arbejder i “den første verdens” rige lande.

K.E Løgstrup mener at det råderum, den enkelte har - især efter at den borgerlige stat udviklede sig fra den fuldstændige udemokratiske eksistens - er betydningsfuld nok til at kræve den enkelte til ansvar for, hvad der sker omkring det.

“ I demokratiet bliver nemlig den enkelte borger i en vis forstand medansvarlig for, hvordan dét samfund og dét folk regeres, som han selv tilhører - og altså også medskyldig i alle de misforhold og i al den nød, som medborgere og landsmænd kommer ud i ved mangelfuldt eller dårligt styre... det politiske ansvar består i at være medansvarlig for andres handlinger, nemlig de styrendes.” (2)

Løgstrup mener at efter industrialiseringen og folkesuveræniteten blev udviklet, har vi enkelte mennesker en “social forståelse”, fordi vi er, eller kan være, suveræne og “egenmægtigt giver vore handlinger deres mening.”(3)

“Social forståelse er ikke en ædelhed, man kun tiltænker nogle få såkaldte filantroper, men man går ud fra, at social forståelse kan forlænges af enhver, blot i kraft af, at den enkelte nu engang lever i samme samfund og stat som de mennesker, der på den ene eller anden måde lider uforskyldt nød. Derfor er det ikke først forkasteligt at undertrykke sine medborgere, udsuge dem og tjene på deres forlegenhed, men det politiske ansvar gør det allerede forkasteligt at være uinteresseret og lade de ulykkeligt stillede sejle deres egen sø - uanset, hvor uangribeligt man iøvrigt lever sit liv og passer sig selv. Det er ikke nok ikke at gøre fortræd.

De politiske handlinger og afgørelser er ikke alene regeringens sag, men alles, fordi alle i kraft af tanken om folkesuveræniteten, der ligger til grund for demokratiet, har del i suveræniteten.”(2)

Marxismen mener i virkeligheden det samme som Løgstrup og Sartre. Individer skaber økonomiske-politiske systemer, når de tilhører en klasse. Og ethvert individ kan beslutte at bryde med sin klassebaggrund, lige som Marx og Engels gjorde og som de fleste af proletariatets ledere har gjort. Man har, faktisk, en vis fri vilje indenfor den marxistiske filosofi. Det er op til de revolutionære at skabe revolutionen, sagde Che.

Dialektisk materialisme blander den voluntariske subjektivitet med den objektive determinisme, ellers ville det enkelte individ ingen plads have i den historiske materialistiske udviklingsproces. Indenfor en given social ramme bestemmes individets handlinger af de mekanismer, som er dominerende i samfundet, men mennesket er mere end et objekt; det kan skabe, delvist, sin egen historie, omend påvirket af sine objektive vilkår - sin klasse, arv, miljø osv.(4)

Det går ikke at sige at arbejderklassen, specielt i den første verden, og dermed den enkelte arbejder, er så undertrykt og misinformeret af magthaverne, at den ingen ansvar har for, hvad der foregår i Det Hvide Hus eller på Christiansborg, eller World Trade Center, Wall Street eller Børsen.

I min egen ungdom f.eks., kæmpede individer imod USA’s krige i Sydøstasien, og vi var med til at danne en verdensbevægelse - ikke kun imod denne imperialistiske krig - men for sociale rettigheder til gavn for arbejdere og studenter og dermed forbedre det borgerlige demokratiske velfærdssamfund, især i den første verden. Og bevægelsen betød, sammen med de direkte ofre fra krigen, at vi kunne stoppe krigen, før USA kunne vinde den, hvis det ellers havde været muligt. Præsident Nixon var parat til at bruge atombomber mod Vietnam. Vi stoppede ham! Det var kristne, marxister, anarkister og mange uden ideologi, der tog individuelt ansvar for og med deres medmennesker, langt væk fra deres eget land.

Ifølge Løgstrup’s kristne etik, er det Guds mening:
“ at den enkelte skal tage vare på den andens liv” og at “Guds fordring i Jesu forkyndelse går alene ud på, at den enkelte i sine overvejelser ikke går ud fra sine egne velforståede interesser, men går ud fra, hvad der tjener den anden bedst.”(2)

Bevidste kristne vil føle sig skyldige, hvis ikke de gør noget for menneskeheden. Søren Kierkegaard mener f.eks., at kun i skylden bliver et menneske et selv.

Karl Jasper, en kristen eksistentialist og Løgstrup’s lærer, mener, at vi alle er medskyldige i dét statsmændene foretager sig, også selvom man ikke direkte har lagt hånd til, men hvor det er nok at ens egen tilværelse er betinget af den stats orden, hvis borger man er.

Det vil sige - med Camus’ ord - at der findes en kollektiv skyld. Det er, hvad de fleste danskere og andre europæere mente om de tyskere, der ikke blev dræbt eller forfulgt af nazisterne under 2. Verdenskrig. En tysk præst, Martin Niemüller, beskrev dette begreb på følgende måde:

“Først hentede de kommunisterne, og jeg sagde intet, for jeg var ikke kommunist. Så hentede de arbejderne og fagforeningsfolkene, og jeg sagde intet, for jeg var ikke fagforeningsmedlem. Så hentede de katolikkerne og jøderne, og jeg sagde intet, for jeg er protestant. Til sidst hentede de mig, og så var der ikke mere nogen, der kunne sige noget.”(5)

Én af konklusionerne fra Krigsforbryderdomstolen i Nürmberg var et etisk princip, som alle burde følge: “Individuals have international duties, which transcend the national obligations of obedience...Therefore (individual citizens) have the duty to violate domestic laws to prevent crimes against peace and humanity from occurring.”

Det blev skrevet med henblik på nazisternes folkemord, men det samme princip skulle gælde for dem, der gør overgreb mod andre med økonomiske-politiske og militære midler. Og hvis du - en almindelig borger - forholder dig passiv og tjener på det, som mange i USA og andre rige lande gør det, så er du også medskyldig.

“...at være menneske er at være skyldig - og medskyldig...” det må vi forstå, mente Løgstrup, og hvis vi ikke forstår det, “så er vi så afstumpede og hyklerisk forkalkede, at vi ikke længere er mennesker.”(6)

I en anden prædiken, sagde Løgstrup, at det at være kristen betyder:
“at glæde sig ved retfærdighed og fred som en god og nådig tilskikkelse - og kæmpe for det...”(7)

Niemüller og Løgstrup’s moral må være udgangspunktet for den 77-årige fredsaktivist, Daniel Berrigan, fængslet for hærværk mod to amerikanske A-10 bombejagere. Han er i USA dømt til 30 måneders fængsel for at sabotere disse mordvåben, brugt imod det irakiske og jugoslaviske folk. Han har siddet i fængsel i ni år siden krigen mod Vietnam for handlinger imod magthavernes mordmaskiner.

Jeg bruger Berrigan som et eksempel på de personer, der handler udfra deres sans for ansvar og samvittighed, og ikke fordi de er “tvunget” til at handle udfra deres klassetilhørsforhold, deres økonomiske elendighed, eller fordi de selv tjener noget på deres handlinger. Personligt ville de føle sig skyldige i andres elendighed, hvis ikke de handlede og gjorde, hvad de kunne for at forhindre det værste. Indsatsen er budet.

Samvittighed og moralske regler er en nødvendighed for at menneskeheden kan overleve.

Jeg citerer her Løgstrup’s beskrivelse af den behovspsykologiske tænkning og den logisk-lingvistisk piloterede teologiske etik om, hvorfor vi har moralske regler:

“ (a) de skal gøre folk i stand til samarbejde, så vi kan nå mål, som vi end ikke kunne drømme om at sætte os, hvis enhver af os var overladt til sig selv og til sine egne kræfter; b) forskellige menneskers forskellige mål kolliderer, så hvis der ikke var regler til at afgøre trætten, ville alt ende i et anarki, der ville udelukke, at nogen kunne nå et eneste af de mål, han havde sat sig.”(8)

Uanset om vi er knyttet til en meningsløs verden, - som mange filosoffer mener, vi er, - er vi ikke verdensløse individer. Vi er nødt til at tage stilling og sige fra overfor meningsløshed og værdiløshed. Menneskets første oprør består i, at sige nej, mente Camus.

“ Hans nej bekræfter altså eksistensen af en grænse...At tie er ensbetydende med at give andre det indtryk, at man ikke dømmer og ikke ønsker noget. Men i samme øjeblik, man begynder at tale, om så blot for at sige nej, ønsker og dømmer man.”(9)

Jeg mener, efter Camus’ vurdering og Løgstrup’s klare budskab om medansvar, at mange af de mennesker der døde i World Trade Center og Pentagon, var klar over, hvad der foregik omkring dem, det vil sige, at de accepterede magthavernes præmis om at sætte profit over menneskers liv og velfærd. De var med til at undertrykke andre folk, især de fattigste. Dermed var de skyldige.

Der var andre dræbte den dag, som var uskyldige: Børn, mange passagerer i de kaprede flyvemaskiner, fodgængere, brandmænd. Men der er alt for mange mennesker, der mener som min gamle bedstemor: At uvidenhed er lyksalighed. - Hellere tie, end tabe alt. De rige skraber endnu mere til sig, men jeg skal overleve. Hvad nytter det, at jeg løfter en finger?
Dog - hvis man undlader at handle, kan man aldrig få at vide om éns handling ville have gjort en forskel. Som Løgstrup sagde: “Ansvarliges gerning består i at hjælpe næsten til at blive ansvarlig.”(2)

Det er ikke nogen naturlov, at der altid skal være rige og fattige, undertrykkere og undertrykte. Alle systemer, der er skabt af mennesker, kan også laves om af mennesker. De rige bliver stadig født nøgne, som Jesus sagde.

Jeg citerer her en sammensat tekst fra Den etiske fordring af Løgstrup (s.25-9), for at give prosaisk udtryk for min egen livsfilosofi, noget som Løgstrup har hjulpet mig til at forstå:

“Vi er i hinandens hånd”

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

Men ved vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig - og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Derfor er der en u-udtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd.

At acceptere kendsgerningen uden at ville høre fordringen er derfor ensbetydende med at stille sig indifferent til spørgsmålet, om livet skal fremmes eller ødelægges.”

Danskere har også et ansvar

Indifferens gennemsyrer generelt befolkningerne i den rige første verden. Få arbejdere i Danmark f.eks., forstår eller accepterer solidaritet som et positivt begreb, de handler ud fra. Tendensen til at vende ryggen til er endnu stærkere i dag, end den var, da "Information’s" redaktion bad mig - som ny indvandrer - at beskrive mit indtryk af danskerne ved at anvende de mest typiske danske ord i beskrivelsen. De ord, jeg brugte dengang holder også idag, desværre.

Følgende er et uddrag af min artikel:

“Det, der i sidste instans har skuffet mig så dybt, er den indifferente holdning, jeg synes er så fremherskende. For mig er det mest typiske danske ord hverken ‘hyggelig’ eller ‘tak’, men ‘ligeglad’. Og hermed mener jeg denne uinteresserede ligeglade ‘og-hvad-så’- holdning. ‘Ligegladheden’ er åndløs, passiv, tankeløs, snæversynet, isolationistisk.

Jeg tror også, at ‘ligegladheden’ er udtryk for den enkelte gennemsnitsdanskers ekstreme privatisering.

Det mærkelige selvmodsigende ved mange danskere, som indtager denne lammende ‘ligeglade’ holdning, er deres begejstrede accept af den kulturimperialisme, der kommer fra mit gamle land. Danskere frembringer også deres egen kulturchauvinisme. Måske har dens modstykke, importeret fra USA, blot forstærket den bitre, golde racisme, der grasserer i Danmark for tiden. Måske kommer intolerancen overfor en mørk hud fra materiel grådighed og historisk homigenitet. Men hvad forklaringen end er, er Danmark ved at nærme sig de lande, hvor de underkuede myrdes for at forsøge at trække en smule frisk luft.”(10)

Det viser at danskernes ligegladhed og deres identifikation med USA’s kultur og økonomiske udbytningssystem medfører, at det almindelige menneske må frygte at terrorismen kan ramme dets eget land. Det skal bare gøres klart at terror først og fremmest er skabt af de rige - også i Danmark - og deres regeringer og hære, når de fratager andre deres suverænitet og stjæler deres ressourcer og rigdom.

Jeg regner med, at de fleste læsere af mit essay allerede er aktive i at modvirke magthavernes brutalitet og ligegladhed med andre mennesker. Der er dog noget i det følgende, som er lidt nyt for mange.

Vi på venstrefløjen har generelt ikke påskønnet de kristnes bibel, heller ikke jeg ind til for nylig. En dansk folkelig filosof, Arne Herløv Petersen, har hjulpet mig til at se bibelens morallære, som noget, jeg kan bruge i forhold til mine egne ideer. -“Og jeg tror, vi bedre kan se den vej, vi bliver nødt til at gå i fællesskab, hvis vi griber tilbage og ser på grundlaget for vores samfundsmoral.”(11)

Jesus var revolutionær, uden at bruge våbenmagt.
“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” (Matthæusevangeliet, 10.34)
Ups! Sværd. Det er altså vold? Nej, siger Herløv Petersen. Jesus taler mod stilstand og inerti. “Han prædiker ikke krig eller død, men tankernes kamp, åndelig bevægelse...Den, der går ind for hans lære, må være forberedt på at møde kamp og modstand...Hvis der er grund til at gøre oprør, skal man gøre oprør." (11)

Så hvad er det, som vi enkeltvis og i fælleskabet kan gøre, hvis vi vil tage dette budskab op?

“Bryd med de gamle stivnede former. Vær ikke så ‘ligeglad’. Bank på døre, både hos jeres egne landsmænd og hos de udlændinge, der bor her. Bank på med et fortrøstningsfuldt budskab, tilskynd folk til at gå ind i de aktivistiske arbejderpartier og de massebevægelser, som arbejder for en forandring af samfundet. Vær stolte over at være aktive.

Det bedste bidrag I danskere i opbrud kan give til jeres egen og verdens fremtid er efter min ringe mening at anerkende det skadelige i amerikansk realpolitik (magt er ret) og se at forføje jer bort fra USA’s sfære så hurtigt, som muligt.”(10)

Modstandsskridt

1. Stem nej til magthavernes partier. Stem for partier, der er imod krig og racisme.
2. Gå ikke ind i hæren.
3. Boykot de største selskaber (Coca-Cola, MacDonalds, Unocol, A.P Møller, osv.)
4. Demonstrer i protest.
5. Skriv læserbreve.
6. Elsk din næste som dig selv.
7. Vis solidaritet med andre arbejdere og undertrykte.
8. Vis solidaritet med hele planeten og vores nærmeste miljø.
9. Søg sandheden - også indenfor modstandens kreds.
10. Bliv ved, uanset nedtur. Skab håb hos dig selv og vores medmennesker om et bedre samfund, og husk at fejre de sejre, vi opnår.

Jeg slutter med et budskab af Niels Hausgaard, én af Danmarks mest kærlige og kloge entertainere:

“Der findes kun én måde at bekæmpe terrorisme på, og den består i hele tiden at bekæmpe afmagtsfølelsen i verden. Det er os, der skal gøre det, de afmægtige kan ikke.

Sådan var det også før d. 11 september.

Vi er med i en idiotisk krig, der ikke kan vindes. En krig som vi har al mulig grund til at skamme os over. En krig, der tilmed er en hån mod ofrene i World Trade Center.

Vi skal lære at vælge nogle klogere ledere. Ellers vil de blege nypressede uniformer med de snorlige skildninger og de rene negle fortsætte med at trække deres kedsommelige Old Spice-duftende afstumpethed ned over vores røde øren.”(12)

Fodnoter:

1. Jean Paul Sartre, "Mennesket skaber sig selv" i Eksistensialisme er Humanisme, Paris, 1946.
2. K.E. Løgstrup, "Den etisk fordring" (s. 62,5,181,3) Gyldendal, Kbh. 1956.
3. K.E. Løgstrup, "Norm og spontanitet" (s. 54-5) Gyldendal, Kbh. 1972.
4. Karl Marx, "Der achtzehnte Brunaire de Louis Napoleon Bonaparte", Die Revolution, J. Weydemeyer's Review, New York, 1852.
5. Citeret efter Martin Niemüller, "Den store citatbog", J.B. Holmgård, Hans Reitzels Forlag, 1993.
6. K.E. Løgstrup, "Politiske og moralske ideer", menneske-medskylidhed-Jes-menneskelighed, 1938. Prædikener fra Sandager-Holevad.
7. K.E. Løgstrup, "Prædiker", Pietismens unatur-forskel på stormænd og jævne folk, 1938.
8. Løgstrup, "Den etiske fordring".
9. Albert Camus, "Oprøreren"
10. Ron Ridenour, "Det mest typiske danske ord er ´ligeglad´", Information, 15/6 1984.
11. Arne Herløv Petersen, "Korn på Stengrund", Politisk Revy, Kbh. 1993.
12. Niels Haugsgaard, Dagbladet "Arbejderen", november 2001.

 

---

Copyright © 2006-2012 Ronridenour.com