Kaos og ingenting - Klima og kærlighed
af Charlotte Borup
[February 8, 2010]

[Det er første gang jeg sætter en artikel ind på hjemsiden, som ikke er skrevet af mig, delvis eller helt. Charlotte var min kæreste, vi har skrevet nogle ting sammen, og her skriver hun delvis om mig.]

Da jeg kom hjem i går, satte jeg mig for at skrive et svar til Hanne, der har sendt mig en lang mail, hvor hun blandt andet fortæller mig om hendes deltagelse i klimademonstrationen og pludselig går der nogle ting op for mig, som hjælper mig til at forstå, hvorfor du og jeg har det svært lige nu. Jeg fik ikke svaret Hanne, i stedet skriver jeg dette. Jeg håber, du vil læse det og måske kan du også bruge det.

*

Han er en sjælden mand. Han hører til den slags mennesker, der konsekvent har dedikeret hele sit liv til en bestemt politisk sag og det gennemsyrer alt, hvad han foretager sig. Det har bestemt og bestemmer hans arbejde, hvordan han bor, hvad han spiser og drikker, hvad han foretager af indkøb og hvor han foretager dem, hvordan han går klædt, hvilke transportmidler han bruger, hvad han læser og ser af film og kunst, hvilke venner han har, hvilke kærester han har, hvilke lande han kan besøge og bo i og alle disse sammenhænge har haft store omkostninger for ham: Socialt, økonomisk, arbejdsmæssigt, psykisk og fysisk. Denne mand er min kæreste.

På det tidspunkt, hvor jeg vælger at rejse til Indien på et længere ophold, er han i færd med at skabe sig mulighed for at deltage i klimakonferencen i København som mediemedarbejder for en latin-amerikansk ambassade i Danmark. Han gør det ulønnet, af ren og skær idealisme, engagement, nysgerrighed og iver efter at bruge sine journalistiske evner i en god sags tjeneste. Han er en ildsjæl og for første gang i de 25-30 år, han har haft tilknytning til Danmark, tilbydes han nu at medvirke i en begivenhed, der må siges at være noget af det største, der er sket her i landet i nyere tid. 192 landes delegationer, statsoverhoveder, præsidenter, ministre, ambassadører, mediefolk og NGO’er mødes om spørgsmålet: Hvordan forholder vi os til klimaforandringerne? Det er i sig selv så stort og spektakulært at det er svært at begribe. Dertil kommer, for min kærestes vedkommende, at hans opgave for første gang i livet medfører deltagelse inden for murene, hvor han ellers ville have stået udenfor og demonstreret og organiseret. Undervejs gør han begge dele.

Det er anden gang jeg rejser til Indien. Jeg har en veninde, der for det meste bor her. Vi har kendt hinanden siden 4. klasse og har beholdt vores venskab gennem 45 års levet liv på godt og ondt og spektakulære tildragelser, især dét forhold, at hun blev gift med en tibetansk lama og blev mor til en reinkarnation, har præget og præger hendes liv.

Jeg bor hos hende i en lejet del af et hus, beliggende udenfor byen Dehra Dun, der er ’hovedstaden’ i den nordlige region Utterankhand, der har grænser til Nepal og regionen Kashmir, som igen på hver af sine sider, grænser op til så politisk urolige steder som Tibet, Pakistan og Afghanistan. Der går ikke en dag uden vi over tv eller aviser hører om selvmordsbombeattentater, eller demonstrationer, eller grænsestridigheder, eller stramninger for indrejser og udrejser, eller oplever der lukkes for telekommunikation mellem regionerne. For nylig endte en langvarig etnisk krig i Sri Lanka, hvor Indien var involveret, direkte eller indirekte. De aktuelle krige og uroligheder i nabolandene dræber mange mennesker og stresser de overlevende, forøger forureningen og ændrer klimaet i de ramte lande, så flere og flere flygter fra ufrugtbar, udbrændt og udtørret jord til overbefolkede byer. Derfor oplever jeg at folk og medier i denne region generelt ikke er særligt optaget af klimakonferencen; de har andet at tænke på og Indien er stadig ét af verdens fattige lande, på trods af den hastigt voksende velstand, især, hos den lige så hastigt voksende middelklasse, der bl.a. bliver rige af at samarbejde med forurenende transnationale firmaer, der, som min kæreste fortæller mig, har tusinde lobbyister med på klimakonferencen for at sikre deres overskud.

Min venindes hus er præget af det store netværk, hun har: Det buddhistiske fællesskab, som hun er en aktiv del af og de mange bekendtskaber og venskaber, hun ellers dyrker. Hendes dør er altid åben for besøg, korte som lange. I de to og en halv måned jeg gæster stedet, er der, foruden mig selv, mindst én overnattende gæst. Det er folk fra forskellige lande i Europa, enten bosiddende i Indien eller på rejse og mennesker fra andre dele af Indien: Ladakh, Darjeeling, Kerala, eller fra Nepal og Bhutan og dertil også mange af de lokale bosiddende. Det er mennesker med vidt forskellige baggrunde, kulturer, sprog, religion, arbejde og politiske overbevisninger. Der går derfor næsten heller ikke en dag uden at både den politiske og den klimatiske situation i regionen kommenteres; den stigende mangel på vand, fødevarer og prisstigninger er tilbageværende emner, ligesom det oftest gentagede spørgsmål er: HVORFOR?

Det er en yngre tibetansk lama, opvokset i Ladakh, med blandt andet 7 års isolation og meditation i en hule bag sig, der stiller spørgsmålet. Han er bekymret. Han hører fra sin familie, hvordan høsten slår fejl hjemme i Ladakh på grund af opvarmningen, der medfører vandmangel og han registrerer fødevaremanglen, naturforandringerne og folks bekymringer i de lande, han har besøgt. Nu sidder han så her i sit munketøj, i lænestolen, foran døren ud til ’Måneskinsbalkonen’, hvorfra vi hver dag kan iagttage den paradislignende have og de daglige invasioner af abeflokke, hvis antal, størrelse og aggressivitet vokser og skaber bekymring - og ser nyheder, sammen med min veninde, mor til en genfødsel af en hellig mand i Tibet, og mig, datter af en dansk folkekirkemenighedspræst og tidligere medlem af et såkaldt revolutionært, venstreorienteret politisk parti og han spørger os igen: Hvorfor, og hvad tror vi, der vil ske?

Vi svarer forskelligt; vi er forskellige steder; vi har forskellige udgangspunkter og overbevisninger. Jeg har lige rejst mig fra computerhjørnet i ’Pujarummet’ med det lille hjemmealter med de 7 vandskåle og den altid brændende olielampe. Her har jeg haft en lang samtale med min kæreste over Skype. På trods af de tusinder af kilometer, der adskiller os, hører jeg tydeligt hans engagerede stemme i hovedtelefonerne og har hans lige så engagerede referat om den største demonstration i Danmark nogensinde i bevidstheden, da jeg spørger lamaen, hvad han mener, der skal gøres? Hans svar overrumpler mig: ”Ingenting!” Dét bevæger mig ud i en argumentation, som jeg fornemmer, han berøres af og tænker over, men den eneste tilbagemelding, jeg får, er hans lidt forlegne træk på skuldrene, et venligt smil og nysgerrig opmærksomhed. Jeg føler mig både magtesløs og på en mærkelig måde gennemskuet: Som om han kan se mine tvivl om nytten af denne konference og mine landsmænds, og mange andres, demonstrationer på gaden. De landsmænd om hvem, jeg samtidig også tror, at langt hovedparten af dem aldrig nogensinde bare kunne drømme om at leve så spartansk, ydmygt og beskedent, som han gør, eller som hovedparten af denne del af verdens befolkning i høj grad stadig gør.

Kære Fritz

- Så, hvorfor bliver de ikke bare ved med dét, når nu, det er så beskedent og nobelt og pittoresk, spirituelt med de hellige køer, de hellige byer, floder, templer, ja, hele deres glade, vanvittige enfoldighed? –
”Ja, hvorfor kan de ikke bare fortsætte med dét, kære Fritz, det er sgu da lidt underligt, ja, jeg ville da også gerne komme og få ordnet mine tænder i en lille hyggelig ashram og drikke dét, dér Chai sammen med dådyrøjede Mumta, hun er sgu da så sød i dén, dér sari, nå, gør hun rent i dén og er der virkelige kakkerlakker i din seng, søde, nej, det gider vi sgu da ikke, puha, kakerlakker, findes de virkelig stadig derude og hvorfor har de dog ikke afskaffet dem?”

I sin tid bestilte jeg min flyrejse tilbage til Danmark til d. 15. december, så jeg kunne komme hjem og være nogenlunde udhvilet til at holde jul med børnebørn og familie. Jeg formodede dengang at klimakonferencen så ville være slut. Nu, forudser jeg, at jeg kan ryge ind i alskens securitychek og besværligheder, også, måske fordi, jeg i min bagage vil medbringe en speciel gave til min kæreste: En skulptur, støbt i bronze, forestillende en knyttet hånd, der holder en blyant; et symbolsk udtryk for dét, jeg synes, han står for. Den bliver fremstillet af en indisk kunstner på et atelier, beliggende ved den hellige flod Ganges, der løber igennem den hellige by Hardwar, hvor det er forbudt at spise kød og drikke alkohol. ”Actually, Ma’m, kan man kan komme i fængsel, hvis man gør det”, fortæller chaufføren mig første gang, jeg besøger stedet. Skulpturen vil være færdig en uge før min afrejse og jeg bruger en del tid på at finde ud af, hvordan jeg skal bære mig ad med at få den med hjem; dels på grund af dens vægt, dels fordi selve udformningen af den vil kunne give anledning til forskellige terroristfantasier hos de securitychek, jeg skal igennem.

Det første check sker i Dehra Dun’s lille indenrigslufthavn, der er på størrelse med Rønne’s på Bornholm og det foretages af en yngre, kvindelig politiofficer, der, efter scanningen, beder mig om at åbne kufferten og pakke genstanden ud og fortælle hende, hvad det er og hvad det skal bruges til. Dét gør jeg; hun smiler og nikker anerkendende. Hun synes også, den er smuk.

Jeg har et ophold på et hotel i Delhi, inden jeg skal med flyet ved tretiden om natten og der er en kakerlak i sengen, som jeg får basket, inden jeg lægger mig. Turen fra hotellet til lufthavnen tager en lille times tid og jeg registrerer igen de store forandringer, der er sket siden, jeg kom her første gang for 5 år siden: Motorvejene er færdigbygget, en metrobane er ved at blive færdigbygget, der er ryddet op langs med vejene, faktisk, ser der rimeligt rent ud. Indien er ellers blevet udnævnt til ét af de mest beskidte lande i verden, hvilket jeg kan skrive under på. Alligevel gribes jeg af en slags forstemthed ved mellemlandingen i Frankfurt: Her er absolut intet, der stikker i øjnene; her er bare goldt og kedeligt.

Jeg lander i Kastrup med kun en halv times forsinkelse og har ingen problematiske securitycheck eller problemer med bagage eller lignende. En god veninde har tilbudt at hente mig og køre mig hjem. Min kæreste har også varslet, han vil komme, hvis han kan frigøres fra arbejdet i Bella Centret. Jeg får øje på ham, da jeg kommer ud fra ankomsthallen; han sidder opslugt, bøjet over en bunke papirer i sit skød. Jeg kommer helt hen til ham, inden han opdager mig. Han har tabt sig, har poser under øjnene og han er helt oppe at køre, ”hans” præsident kommer i dag. Vi udveksler korte nyheder, kys og kram og deler en halv smøg i kulden udenfor terminalen, inden jeg kører. I de følgende dage overværer jeg det tiltagende kaos under klimakonferencen; jeg ser det på tv; jeg hører det på radioen; jeg ser det på nettet; jeg læser om det i aviserne. Der sker en hel masse, alligevel sker der ingenting.

Min kæreste besøger mig kort tid efter konferencens afslutning. Han taler og taler et halvt døgn. Vi drikker os fulde, vi elsker, vi skændes. Så sover han et døgns tid, udbrændt, mens jeg haster omkring og køber julegaver. Vi finder ikke rigtigt hinanden; klimaet i mellem os er dårligt; han efterlader skulpturen på en mørk hylde i mit klædeskab. Vi mødes igen noget tid efter hos ham, men det lykkes heller ikke denne gang at overkomme afstanden i mellem os og jeg efterlader skulpturen indpakket i indisk avispapir på hans skrivebord. Så tilbringer jeg en uges tid i sengen, udbrændt. Jeg hører DR P1. Nogle sætninger fra astrofysiker Anja Andersen dukker op:

”…paradokset er, at vi aldrig kan være helt sikre på, at ingenting findes, for der er altid ( i følge kvantemekanikken) en mulighed for, at der findes en lille bitte smule energi i ingenting…der er altid en mulighed for noget energi, selvom vi ikke kan måle den …”

Jeg vender dynen endnu en gang. Udenfor er snevejret taget til.

*
PS:
Tak for din mail og den vedhæftede invitation fra den Bolivianske regering til Folkenes Verdenskonference om Klimaforandringer og Moder Jords Rettigheder d. 20. April 2010. Måske ér der noget energi at finde, når man har en præsident, som opfordrer til en global bevægelse med det nævnte princip:
”The land and biodiversity can’t become goods that can be sold and monopolized under the laws of the market. We, the indigenous people and farmers from Bolivia…know that land concentration in a few hands is the source of all the social injustices and the greatest abuse against the land itself…The respect of Mother Earth and its communitarian management is essential to heal the planet and save life.”

Jeg vil gerne deltage. Det glæder mig også at høre, du nu har fået pakket hånden ud og at den gløder smukt i lyset i vindueskarmen. Vi ses!

---

Copyright © 2006-2012 Ronridenour.com