Syv år med terrorkrig mod verden: Antikrigsbevægelsen i Danmark
[07.10.08]

[Ethvert folk har ret til at leve i et frit land. Til støtte for den afghanske modstand.www.fritafghanistan.blogspot.com]

Den 19. oktober 2001 erklærede Danmarks regering og Folketing, at de ville sende et krigsskib, andet udstyr og soldater til Middelhavet, idet USA den 7. oktober havde besluttet at overtage Afghanistan og dermed få adgang til det olierige Kaspiske Hav. Kort efter fik A.P. Møller ”rettighederne” til at udvinde olie i den turkmenske del af havet, og han fik 17 milliarder kroner mere (over tid) ved at transportere USA’s krigsudstyr til området. A.P. Møller har også oprettet sin egen våbenindustri. De rige bliver rigere på krige.

Fredsfolk i Danmark vidste, at krigen ville komme. ”Hævn” for den 11. september ville være en acceptabel årsag til en angrebskrig for de fleste hvide mennesker i Vesten. Der er dog altid en minoritet af alle farver, som bakker op om de profitjagende invasorer og undertrykkere. Mange af os græd, da vi så billederne fra New York (ikke så mange græd over Pentagon). Mine tårer faldt dog for de mange, der skulle dø under de angreb, som ville komme.

Allerede den 3. oktober var folk indkaldt til det første fredsmøde i København, og dagen efter var der en demonstration imod at gå i krig med 300-500 mennesker foran Christiansborg. Den første paraplyfredsorganisation dannedes den 8. oktober. Nej til Krig og Terror var dens navn. Og de første af mange fakkelmøder på Rådhuspladsen begyndte. En deltager, Bo Richardt, begyndte at tænke på at lave en daglig aktion foran Christiansborg med fakler, symbol på håb og fred. Han startede sammen med Lars Ro den første fredsvagt den 19. oktober, dagen, hvor Rasmussen I og hans folketing besluttede at gå ”skulder ved skulder” med den amerikanske imperialisme og imod muslimer samt at stjæle deres naturressourcer. Dagen efter kom Troels Riis til, og lidt efter lidt steg antallet af fredsvagter. To på vagt i 2-4 timer ad gangen dagen igennem med ”håbets ild” tændt for alle uskyldige krigsofre i verden.

”Vi står hér for at mane til besindelse og anmoder alle gode folk om at virke aktivt for freden, frem for, gennem ligegyldighed og passivitet, at støtte Danmarks deltagelse i og opbakning til denne absurde, uhyggelige, grusomme og farlige ’krig mod terror’.”

Om kort tid vil de seje fredsvagter have eksisteret i syv år.Med stiftelsen af Nej til Krig og Terror kom der marcher og andre fredelige demonstrationer, hvor fra hundrede til tusinder deltog. Der var også internationale konferencer og oplysningsinitiativer. Det spredte sig fra København til hele landet, ikke kun til de større byer, men også til de mellemstore såsom Silkeborg og Frederikssund. Alle venstrefløjspartier deltog, også nogle socialdemokrater, ligesom tidligere lokale fredsgrupper genopstod. Der var også nogle faglige organisationer med. Men de gamle uenigheder inden for venstrefløjen kunne ikke forhindres i at genopstå, og interne stridigheder gav en dårlig stemning. Nogle var ikke glade for, at deres ønsker ikke fik flertal på stormøderne, som var den øverste beslutningsinstans. Og efter fire til fem måneder med antikrigskamp gik de utilfredse ud af fredsbevægelsen.

Det førte til, at stormødet den 4. marts 2002 besluttede at skifte navn til Stop Terrorkrigen og justerede lidt i grundlaget. Det nye grundlag var ikke rettet mod væbnet modstand, som nogle mente skulle være med. Udover at de danske tropper skulle hjem nu, var der forståelse for nej til racisme og fremmedhad og for global retfærdighed.

Dronning Margrethe er krigsforbryder

Kort før Stop Terrorkrigen begyndte, var George Bush II blevet indsat som ”verdenspræsident”, og Danmark sendte sin dronning til festen.

“Danmark … traf beslutning om at stille danske militære styrker til rådighed for den internationale indsats i Afghanistan. Vi bliver bemærket, og vi bliver hørt; man regner med os – og man kan regne med os,” sagde den danske krigsforbryderdronning den 31. december 2001.

At ”man kan regne med os” er derfor, at danskere er under ild i de lande, de besætter, ligesom nazisterne var her i landet under besættelsen. Patriotiske danske modstandsfolk dræbte tyske erobrere, og 400 danske stikkere og nazister blev “likvideret”. Det havde modstandsfolkene ret til ifølge alle internationale love. Og den ret har de irakiske og afghanske modstandsfolk naturligvis også i dag.

15. februar 2003

Verdens største demonstration nogensinde fandt sted den dag. Folk vidste, at Bush II med doktrinen i Dick Cheneys ”Project for the New American Century” ikke ville lade irakerne finde deres egne løsninger. Der blev råbt højt over Internettet og via mailkæder, at alle over hele verden skulle komme ud på gaderne og lade de onde vide, at vi var mange, som ikke ville stå på sidelinjen, mens de slagtede løs.

En paraply af 100 organisationer, herunder Stop Terrorkrigen, gik sammen i ”Ingen Krig mod Irak”. Vi var fra alle dele af Danmark og med forskellig politisk baggrund. Vi var kunstnere og kvinder for fred, kritiske muslimer, forskellige partier, mange faggrupper, unge, gamle, også nogle kendte skuespillere og få politikere. I alt var vi op mod 50.000 i København og 11 jyske byer. Det var den største demo foran USA’s ambassade nogensinde.

I hele verden var vi op mod 30 millioner. Massemedierne sagde mellem fem og ti millioner. Vi gik i protest i mindst 800 byer, 150 af dem i USA. De største demonstrationer derovre var i New York og San Francisco med mellem 100.000 og 150.000. De største demonstrationer overhovedet var i Rom med tre millioner. Herefter kom London og Madrid med to millioner og Barcelona med halvanden million.

Ifølge en fransk akademisk undersøgelse deltog cirka 36 millioner mennesker i 3.000 antikrigsaktioner i de første tre måneder af 2003.

Vi, de mange millioner, stoppede dem ikke. Ikke alle antikrigsaktivister syntes, de store demonstrationer var nok. Nogle ville have mere aktion, mere fælles deltagelse og flere fælles beslutningsprocesser, mere pres mod krigsmagerne, herunder brug af civil ulydighed. Nogle unge, mest autonome, startede Globale Rødder. Deres første store aktioner skete i forbindelse med EU’s topmøde i København i december 2002. En måned efter verdens største demonstrationer, da krigstrangen hos Bush og co. eksploderede og dermed også hos deres danske lakaj, hældte to unge mænd fra Globale Rødder økologisk maling ud over to af Danmarks tre værste krigsforbrydere (A.P. Møller var ikke til stede). Det var Rasmussen II og hans udenrigsminister, som fik maling ud over sig. De havde netop sammen med et folketingsmindretal på 61 medlemmer erklæret krig mod Irak.

Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen blev helte for mange. Det billede, de skabte af en statsminister gående ned ad gangen med rød maling over sig – med blod på hænderne – vil stå evigt. Men på venstrefløjen var og er der mange, som mener, at uanset de forbrydelser, som politikerne begår, er de ”demokratisk” valgte, og dermed er det ”ulovligt” og uacceptabelt at lave ”attentater” mod dem. Blandt andet Enhedslisten og DKP råbte højt imod de to modige maleraktivister og dermed stod de nærmest ”skulder ved skulder” med landets krigsforbrydere. Lars og Rune betalte en høj pris: 70 dage i varetægtsfængsel, fire måneders fængselsdom og en bøde på næsten 200.000 kr. De to krigsforbryderes jakkesæt skulle erstattes ligesom tæppet, der havde den samme farve som malingen.

Der var mere tolerance for civil ulydighed i andre lande. En dansk aktivist, Ulla Røder, blev i Skotland betragtet som en helt, da hun ødelagde Tornado-krigsfly til en pris af 400 millioner kroner. Det skete også i marts 2003. Hun havde i 1999 gjort noget lignende sammen med to andre fra Trident Plowshares. De tre saboterede et af flådens laboratorier, der udviklede nyt udstyr til de atombevæbnede ubåde. De blev alle frikendt af en skotsk domstol, fordi deres handling tjente til at forhindre en større forbrydelse mod menneskeheden – atomkrig.

Efter krigen mod Irak begyndte, skiftede Ingen Krig mod Irak navn til Nej til Krig. Stop Terrorkrigen gik ind i denne paraplyorganisation med håb om at lave en enhed, som kunne forstærke os alle sammen. Nej til Krig blev stiftet den 10. maj 2003 og gik ind for at ”arbejde for at afspejle mangfoldigheden i og udvikle den folkelige modstand mod besættelse og krigsplaner.”

I løbet af 2003-2005 var der mange aktioner. Nogle demonstrationer havde op til cirka 5000 deltagere, en enkelt endnu flere, men med tiden begyndte deltagerne at trappe ned til få hundrede. Der var dog nogle enestående aktioner, som Frank Grevils whistle-blowing i marts 2004. Hans samvittighed, selv som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, kunne ikke acceptere, at statsministeren havde løjet over for befolkningen omkring grundlaget for at gå i krig. Han lækkede dokumenter til medierne, som beviste løgnene om Iraks masseødelæggelsesvåben. Han blev idømt fire måneders fængsel for sin demokratiske gerning. Retssystemet vil ikke støtte danskere, som går mod statsmagten. Grevil har netop afsonet i Horserødlejren, hvor helte fra Den Spanske Borgerkrig og danske modstandsfolk i Anden Verdenskrig også har siddet.

En gruppe, som støttede whistle-blowers, Censurnyt.dk, hjalp med til at danne Grundlovskomiteen af 2003 for at stævne statsministeren for brud på Grundloven (paragraf 19) ved Danmarks deltagelse i angrebskrigen mod Irak. Den 11. oktober 2005 var der 26 danske statsborgere, blandt dem forældrene til den dræbte soldat Bjarke Kirkmand, som indleverede en stævning mod Fogh Rasmussen. To gange har Højesteret allerede afvist den stævning. Det siger følgende: Det rager ikke civile danskere, at deres land er i krig, og at folk dør på alle sider. Så meget for demokratiet, når statsmagtens apparat er i fare.

Støtte til væbnet modstand

Efterhånden blev Nej til Krig domineret af det eneste parlamentariske parti, som er imod krig i både Afghanistan og Irak, men siden Enhedslisten gerne vil i regering med krigsforbryderpartiet Socialdemokraterne, vil listen ikke stå sammen med dem, som kæmper for deres land og suverænitet. Der bliver en stemning som, at hvis man støtter modstandskæmperne, så støtter man terrorisme.

Vi på venstrefløjen må støtte dem, som gør modstand mod imperialismens invasioner, uanset hvad vi synes om dem. Det betyder ikke, at vi skal støtte bin Ladens terroraktioner imod civile, men de aktioner er ikke mere end en brøkdel af det, der foregår.

Nogle af os stiftede Komiteen for et Frit Irak (KFI) den 13. september 2003 med det formål at støtte det irakiske folks retfærdige kamp for et frit og uafhængigt Irak og lave oplysningsarbejde om besættelsen og dens konsekvenser for den irakiske befolkning. Dermed gav KFI sin fulde støtte til den irakiske modstandskamp mod de angribende magthavere fra Vesten. Deres modstandskamp er legitim ifølge ”Geneve-konventionen om terrorisme” fra 1987 og FN’s Charter artikel 51, som siger:

”Intet i det foreliggende Charter skal svække den iboende ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar, hvis der forekommer et væbnet angreb mod et medlem af De Forenede Nationer.”

KFI’s slagord var: Stop besættelsen af Irak; lad det irakiske folk bestemme selv; støt den irakiske modstandskamp. Men der var ikke mange andre blandt fredsgrupperne og på venstrefløjen, som var enige med KFI. De fleste partier var passive omkring det med at ”støtte modstanden” eller var decideret helt imod som SF og Enhedslisten. Et erklæret kommunistparti, KPiD, har endog gået så langt som til at støtte den irakiske quislingregering, fordi dets broderparti, Iraks Kommunistiske Parti, er med i denne.

KFI gik i opløsning i 2006, men oplysningsarbejdet blev videreført i form af Frit Irak Blog. De andre antikrigsgrupper er også gået i stå, især efter Rasmussen II overbeviste så mange om, at han har trukket Danmark ud af krigen i Irak. Men Fredsvagten holder fast. Nej til Krig og Stop Terrorkrigen er reduceret til websites.

Danmarks dødelige krigsalliance med USA

De fleste danskere tror, at deres land er ude af krigen mod Irak, og at de otte danske soldater, som døde dernede, er uskyldige og endda helte. Men Danmark fortsætter i krigen, og jeg mener, at alle, som deltager i den, er skyldige i massemord og krigsforbrydelser, både dem, som giver ordrer, og dem, som frivilligt udfører dem, også dem som frivilligt stemmer på krigsforbrydere.

Hvis de invaderende tropper ikke slås ihjel af det besatte lands folk i deres legitime væbnede modstandskamp, så vil de invaderende lande ingen grund have til at trække sig ud. Danmark er et krigsførende og et krigsforbrydende land ifølge Danmarks egen grundlov paragraf 19.2 og 20, FN-pagten artikel 2, 4, 42, 51, samt FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan. Ifølge FN’s Charter, flere FN-resolutioner og Nürnberg-domstolens lære skal krigsforbrydere stilles foran en international domstol. Det vil sige, at Anders Fogh Rasmussen og co., som trodsede FN, som løj om Iraks masseødelæggelsesvåben og forbindelser til Al-Qaida for at sende Danmark ud i den uprovokerede olieangrebskrig mod Irak, skal retsforfølges i Haag.

Statsminister Rasmussen sagde til Ekstra Bladet den 10. august, 2007, at Danmark fortsætter med at sende soldater til Irak, at det var ”rigtigt at gå ind i Irak,” og at han ”fortryder intet”.

Hvor hyklerisk er det, at de indtrængende mordere kaldes helte og ofre, og de invaderede uskyldige udråbes til terrorister, når de forsvarer sig!

Så længe danskerne underlægger sig USA’s krigspolitik for verdensherredømme, vil de dø på slagmarken. Den eneste måde at forhindre flere dødsfald og det eneste anstændige er at træde ud af ”Krigen mod terror” overalt.

Jeg slutter med et budskab af Niels Hausgaard, en af Danmarks mest kærlige og kloge entertainere:

“Der findes kun én måde at bekæmpe terrorisme på, og den består i hele tiden at bekæmpe afmagtsfølelsen i verden. Det er os, der skal gøre det, de afmægtige kan ikke.”