Stærene og Svaler, Spurve, Solsorte, Skovduer, Skader, Sjagger og de andre

For Johanne og Agnes Porsgård
Til jeres 12 års fødselsdag 2008
[September 26, 2008]

Endelig kom den pragtfulde dag da stærene unge rejste sig op af hulen i valnøds træ og kaste sig ude i verden. Jeg tænker på Johanne og Agnes. Oh, I ville nyder, at se det her. Bare I var her nu!

Frihedens dag for ungen, Kunne man kalder den 22 af maj. Friheds dag begyndte for dem den 11 af marts da deres forælder returnerede til fødselsstedet. De kom bare to dage efter de første fugl kom på besøg i forår. De lyse brune, spinkelt men sej lærke kaldte på hinanden med deres melodisk trillende lyd—didloi, didlie, didlie. De vil snart pares og fødes.

Stærene så skinnende ud da de sad ved siden af hinanden på kirsebær træs top grene. Deres dragt glinsede mellem blå og grøn med lyse indflettede pletter. ”Tje-er” ”tje-er” fløjtede de gennem deres spidsede åben gule næppe. De blev ved med at trille og med imitation lyd af andre fugl.

Pludselig fløj en over gården til valnød træt. Han sad på en gren midtvejs oppe og kaldte på konen: ”spett, sprien”. Og så fløj hun over på en gren ved siden af ham. Jeg kiggede på dem indtil min nakke kunne ikke holde ud med at strække. Mine øjne faldt på gravhøjen bag valnød træt. De første lille og hvide krokus spirede på sin brede. Bautasten glinsede i sin evige vagt på toppen af graven.

Noget viftede nær mig. Stær parret fløj over mig i retliniet over en brun mark med svirrende vingeslag. De så flot ud: målrettet, sammen om livet.

Stærene kom tilbage dagen efter da solen skinnede. Nu kunne jeg se at der var fire eller fem af dem. Mon ikke de er kuldet far sidste år. To af dem sidder præcis på den samme gren i kirsebær træ som i går. Efter nogle pragtfulde sange flyver de over til valnød træet mens de andre undersøger hele haven inklusiv foderkassen, som står midt mellem oldtids grave og køkken haven.

De trofaste skovspurve blander sig. De er flere end de fremmed og deres hidse stemme—tæk tæk, tæk—indikere en modvilje til de andres hjemkomst. Dog de mere klumpede skovduer er ligeglad så længe de kan bestemme over fyr træet på den anden end af haven. De kul sort solsorte er også venlig nok indstillede over for de andre fugl så længe ingen generer deres orm søgning.

Stær par har nu nærmet sig til deres gammel rede: en rund hule cirka fire meter fra bunden af valnød træet. En kigger ind mens den anden sidder bagved. Så er den første pludselig væk. Jeg stirrer længe, min nakke er spændt lige så meget som er mit hjerte. Så kom hun (han) ude af hulet og de bytter plads.

Så ved jeg godt at det er dem som var her sidste år. De vil sagtens bygge rede igen i den knastede masse og så få jeg glæde af at observere deres unge vokser indtil de lærer at flyve.

Ved tusmørke klukker kokken ved gravhøjen og hopper op på den stor bøg træ og springer over til sin favorit gren i eg træet. Kluk kluk siger fasen. Ingen svar. Han falder til ro. Stærene er fløjet; spurvene piske deres sidste med vingen før de ligger under taget teglstene.

Stærene returner hver dag for en eller to timer. De observerer, spiser lidt fra jorden og foderkassen, kigger ind i hulet men de bygger ikke noget. De plejer venter et par uge indtil de er sikkert og føde klar før de bygge reden.

Specielt dag var det midt i april da alle som bor her nogen gang var til stedet og også andre forbipasserende. Der var de sædvanlige solsorte så elegant, de højt humør spurvene, de hengivende skovduer, de sjælden besøgende rust-brunt sjæk sjæk sjæk-talende sjagger, det første par skinnende snurrende slanke svaler var i gang med at undersøge værkstedets bælger til at klistre en skålformede ler klumper rede med strå og fjer, helst skovduens dune. Til sidste kom de klagende skade, som forskrækkede de rastløs musvitterne og de ringlende blå mejser. Så fløjtede sjagger og pludselige var der en hele flok på toppe grene og skaderne gik på vingerne.

Det var ikke indtil den trættende af april at stær parret gik i gang med at bygge reden. De fløj i nærheden af valnød træ og fandt materiel, som strå, fjer, kviste og græs. Frem og tilbage arbejdede de målrettet. Der kom tre andre stære og kiggede på. Da en kom for tæt til knolden en bygger jagtet den væk med det samme.

De to marker arbejder næsten konstant i to uge og så en dag stoppede de. Jeg kunne se en dukker ind i hulen og blev dernede. Den anden, sandsynligvis hanen, stå vagt udenfor på grener.

Da rugnings to uges proces var i gang sprang forår endnu mere ud. Bøg træ ændrede sig fra sort/grå til grøn og krisebære træ blomstrede. Spurvene havde det travlt i rederne under taget.

Den første uge i maj, da der var gået ti dage, begyndte stær parret at komme til hulen med insekter. En efter den anden fløj op til hulen, kiggede nede og sprang ind. Der gik ikke mere end en flash og så var den ude igen og flyende lige frem. Så kom den anden med det samme med næring i næbbet.

Der gik ikke ret længe før jeg kunne høre peep peep peep kommer fra hulen. Forælderen var ligeglad med mig da jeg var i nærheden. De havde i hoved bare den tanke at fodre deres unger. Og det gik stærk efterhånden. I de sidste tre-fire dage de fløj frem og tilbage så hurtig og så mange gange at jeg tabte tal men det var mindst 20 gange om time og de fløj fra morgenstund til skumring.

I den sidste uge af maj sår jeg to unge kigger lige oppe fra hulen. Deres næb var åben bred og de skreg. Mor og far kunne ikke fodre hurtig nok. Forældrene kom med mad, nu ofte orm, og tog unges glat i næbbet ud af huset. De droppede afføring lang væk over marken så ingen farlig rovdyr kunne se eller lugte at unge fugl var i nærheden.

Den Stor Dag

Og så kom den stor dag!

Det var tre uge efter udklækning at den første unge rejste sig oppe fra hulen og skub sig ud og halv fløj og halv faldt ned på jorden foran valnød træ og das døren.

Moren kom tilbage til træet og kunne ikke finde den ene. Hun kaldte og fløj rund. Jeg kom over til hvor fuglen havde landet og kiggede. Pludselig kom moren tæt til ungen med maden og barnet tog ormen fra hendes mors næbbet. Så fløj moren oppe på hulen og gav mere fodring til den anden. Så fik den næring og nerver nok til at kaste sig ud af hulen og ned på jorden tæt på sin bror eller søster. Op på hulen kunne jeg se en tredje unge. Moren eller faren kom til den med foder. Da den voksne fløj væk begyndte den unge at rejse sig op og over knolden og ned på jorden for at være samme den sin søskende.

På hulen kunne man ikke se flere unge men jeg kunne høre en som skreg neden i hulen. Moren eller faren kom tilbage og sat på den nærmeste gren foran hulen og kaldte. Den fjerde unge kiggede lige oppe fra hulen og moren gav den et insekt som hun havde gemt i sit næb.

Nu var de tre unge på jorden i gang med at undersøge hvor de var og de pustede sig.

Den fjerde unge var ikke klar at bare kaste sig ude af varmen i huset. Den skreg for mere næring og forælderen vil ikke skuffe deres barn og kom igen med næring. Efter der havde gået cirka ti minutter den unge rejse sig oppe og kiggede ned tvende og spændt og så ned på jorden med sin søskende. De snakkede helt tydeligt. En hoppede op på en cement blok ved siden af dasset. Moren kom og snakkede med alle fire. Hun gav dem hvad hun havde med sig og fløj igen. En unge næbbedes på græsset. Faren kom ved siden af den og gav den noget i sit lille næb.

Alle fire gik rundt træet og et stykke af vejen oppe på gravhøjen. I de næste 20-30 minutter skete der så meget bevægelse at jeg kunne følge ikke med. De gik her og der mens forælder fløj frem og tilbage med insekter og orm for deres nysgerrig unge. Moren kommer og går fra den samme retning hver gang i en fart. Faren tager pause en gang i mellem. Måske tager han til et værtshus for at fejre.

Jeg gravede nogle orm op fra køkken have og lagte dem på jord i nærheden af de unge. Moren kom til bunken og tog ormene i sit næb og fodrede ungerne.

Den første som kom ude af hulen har gemte sig bag noget hønsetråd i hjørne men så pludselig er der oppe på trådet.

Nu er tre unger ude på gården foran husets dør. De næbbes her og der.
Jeg tænker at rovfugl eller katter nemt kunne kommer og tage dem. Hvad kunne forældrene gøre hvis det skete? Men heldigvis sker det ikke.

Nu vandrer de rundt gården og over til en stak af grener ved siden af hønset hegn.

Vores lille skov vræler med forskellige fugle lyd fra bogfinker, musvitter, blåmejser, røde hals, sang drossel, og spurve. Det er som om de velkommer stære unge. Mens dette forgår flyver svaler parret ind til værkstedet. De er i gang med genbygning af deres tæt pakket rede igen og på den samme bjælke.

Chavez, vores Dansk Landhøne hane, galer. Jeg kan mærker at stær unge høre efter ham. Hans kone nummer et, Clara, kagler mens hun lægger æg i hønsehus’ redekasse. Hvis det var ikke nok fugle snak i gang allerede så tilfører en fasan kok hans velkomst bag fra gravhøjen. Jeg føler som en lille dreng. Fugl liv er så sjov at iagttage at jeg føler glæd fordi jeg er en del af livet.

Som timerne går færdes de unge samt med forælderen rund huset og ud til indkørsel. Når tusmørke falder de er alle væk, jeg ved ikke hvor hen. Men næste morgen er de gående over alt. De unge kan godt lide kvasbunken. Mens en færdes rundt på græsset og finder insekter sider de andre tre på bunken. Måske sover de under eller midt i bunken, lige som flere spurve går.

Alle seks stære bliver her i tre dage. Den tredje dag finder jeg en unge liggende død på græsset. Den var ikke såret eller spist. Den simpelthen kunne ikke overlever. Det måske var et tegn på at familien var nu klar til at flyver væk. De andre tre unge kunne godt flyver nu og de må øve sig i forberedelse for den store rejse syd på hvor de skal overvinter. De vil flyver tilbage hertil næste forår og sandsynligvis genbygge en rede i det samme valnød træ lige som de har gjort i de fire år jeg har set dem. De trives godt her.

Slut For Nu