USA, terror og Irak

Komiteen for et Frit Irak - The Committee for a Free Iraq, Denmark

Ron Ridenour er amerikansk journalist og bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak. 13. maj 2005.

Det amerikanske imperium og dets prokonsuler i Storbritannien, Danmark, Italien, Australien m.fl. siger, at hvis de trækker deres tropper ud af Irak, vil det gå værre for irakerne, fordi de vil blive splittet op i religiøse grupper og gå i borgerkrig.

Det kunne føre til, at antidemokratiske fundamentalister vil vinde og styre Irak. Det går ikke, vel? Der må være et frit valg for demokrati. Så kommer deres valg, og fundamentalisterne vinder. Jamen, men de fundamentalister er ikke så slemme, fordi de erklærer sig selv demokratiske og støtter den demokratiske besættelsesmagt. Deres ledere kan dermed også få fingrene i kagen.

De fleste mennesker på jorden ved eller har en fornemmelse af, at stormagterne behersker et særligt dobbeltsprog, “double speak”. Når de amerikanske magthavere og deres prokonsuler snakker om fred, mener de krig. Når de snakker om demokrati, mener de deres fundamentalisme eller fascisme, som også ønsker “frihedens økonomi”, det “frie” marked.

Det var derfor, at USA’s militær, FBI og det nye CIA bragte 1000 veluddannede aktive nazister til USA lige efter deres nederlag i Tyskland. Her blev de brugt til at fremstille våben og stoffer til at myrde eller kontrollere mennesker, som ellers kunne være problematiske for USA’ styring af verden. Og dette var også USA’s mening med at bruge Nazi-Tysklands efterretningsvæsen og dets chef, Reinhard Gehlen, i sin del af det “befriede” Tyskland, Vesttyskland, som den “demokratiske” efterretningstjeneste, “Bundesnachrichtendienst”.

Når nogle fundamentalister får nok magt, fratager de andres frihedsrettigheder og tvinger dem til at være lige som dem eller under dem. Det fører til et splittet og dermed svagt samfund. Det er præcis, hvad besætterne gerne vil have, således at de kan styre et besat samfund 100 procent.

Romerriget og den italienske statsmand Machiavellis’ del-og-hersk-filosofi er perfekte forbilleder for USA og Danmark. Enhed skal på alle måder undgås, ellers vil en modstandskamp blive for stærk. Når nogen bruger terror (vold mod civile, der ikke har noget at gøre med undertrykkerne), så skaber de frygt og mistro blandt dem, som rammes. Men magthavere som Bush, Blair og Fogh bruger også terror, men det er for at erobre. De er nødt til at male et billede af at være “de gode” mod “de onde”. ”De onde” er med andre ord de “rigtige” terrorister, det vil sige, de grupper, der ikke vil være med USA.

Nøglen er at splitte. Hvordan opnår USA så det?

Man gør det selv ved at sende de nødvendige agenter ind for at lave terror. Man smider bomber mod en gruppe og får det til at se ud, som om en anden gruppe gør det. Det har USA masser af erfaring med.

CIA har navne for denne fremgangsmåde: “pseudo-gangs”, “bad-jacketing” eller “snitch-jacketing”. De laver terror eller andre forbrydelser og kaster skylden over på andre. Og det er for nylig – i Daniele Gansers bog “NATO’s Secret Armies, Operation Gladio and Terrorism in Western Europe” – kommet frem, at CIA og NATO efter 2. verdenskrig skabte terrorgrupper i Europa for at “undergrave flere europæiske landes suverænitet”.

I Danmark var det Absalon-gruppen. I Italien, Spanien og Grækenland var det Gladio-netværket. De skjulte terrorister lavede mange blodige attentater og dræbte hundredvis af mennesker, mens de kastede skylden over på venstrefløjsgrupper som De Røde Brigader eksempelvis. Flere tidligere statsledere i Europa har indrømmet disse operationer.

Politiken skrev den 24. april 2005, at “disse grupper uden for parlamentarisk kontrol blev kilder til terror, korruption og politisk magtmisbrug, og at de fremmede ikke bare tjente deres egne, men også USA’s illegitime interesser.”

Men hvis de gør den slags for ofte, bliver de afsløret og taber troværdighed og dermed kontrol. Hvad er bedre for besætternes propaganda og dermed for at sikre, at den ægte modstandskamp ikke opnår støtte, end hvis der er ”modstandsfolk”, som bruger grusom terror mod uskyldige civile? Den slags terror går udelukkende besættelsesmagtens ærinde.

Og det er det, som i mine øjne er sket i Irak i den sidste tid, for eksempel når irakere dræbes, hvor de beder, eller i busser. Halshugning af civile, som ikke arbejder i besættelsesmagtens tjeneste imod det irakiske folk, falder også fuldstændigt ud til besætternes fordel. Halshugningen og video-optagelsen af den skaber antipati mod dem, der udøver en sådan handling. Så mister modstandsbevægelsen sympati for sin retfærdige sag, især hvis vi ikke kan kommunikere, at det kun drejer sig om nogle og ikke alle.

Jeg kender personligt flere mennesker i Danmark, som har givet op i forhold til at kæmpe mod krigen eller nægter at støtte modstandskampen, fordi der er “for meget” internt myrderi, tilfældig vold, tortur og terror.

Jeg er medlem af Komiteen for et Frit Irak, fordi vi principielt støtter modstandskampen. Vi ved, at en modstandskamp aldrig kan være helt ren og perfekt og slet ikke under en så brutal besættelse som den i Irak.
Iraks Patriotiske Alliance, en af de politiske grupper som støtter den irakiske modstand, skrev i november 2004 et åbent brev, hvori den blandt andet sagde:

”Skoler, kirker, moskeer og andre steder, hvor civile kommer, har aldrig været mål for den irakiske modstand. Vi er også nødt til at være meget kritiske og forsigtige i forhold til kidnapninger af eller drab på udlændinge i Irak. Modstandsbevægelsen har ingen gavn af at angribe mennesker som Margaret Hassan, de to Simona’er m.fl. Disse aktioner begås med det formål at miskreditere det irakiske folks legitime modstandskamp.”

Dette syn deler jeg. Der er forskel på modstandskamp og terrorisme. Jeg støtter modstanden i Irak og er samtidig imod terrorisme. Og det er et faktum, at besættelsen har krævet mere end 100.000 irakiske liv. For tiden mister op mod 1000 irakere livet hver måned. Det er den egentlige terror, som skal stoppes. Og det er hovedsaglig den irakiske modstand i hele dens bredde og dybde, som kan sikre, at det sker: ved at tvinge besættelsesmagten ud af Irak. Jo mere vi, der er uden for Irak, vi, der lever i krigsmagernes baggård, aktivt støtter modstandskampen i Irak, jo hurtigere kan den og dermed også os vinde.

Og når vi konfronterer den del af antikrigsbevægelsen og venstrefløjen, som er passiv med hensyn til at støtte modstandskampen i Irak, og endnu mere i forhold til Afghanistan, burde vi også vise dem, at vi støtter modstandskampen, men hverken tortur eller terrorisme, uanset hvem der gør det, og uanset hvilken grund de måtte have. Vi må handle etisk.
________________________________________
Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.
Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk