RONRIDENOUR.COM


 
Forside
Om Ron Ridenour
Artikler
Tema
Digte
Bøger
Links
Søgning
Kontakt
 
English
Español
 
 

 

 

Mundkurv på demokratiet

Kristeligt Dagblad, 4. februar 2002

Af Ron Ridenour, journalist

Som tidligere konsulent for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), er jeg bekymret for de politiske intentioner, der ligger bag VK-regeringens beslutning (med pres fra Dansk Folkeparti) om at fratage Det Danske Center for Menneskerettigheder (DCMR) dets uafhængighed.

Menneskerettighedsgruppernes vagthundefunktion er efter min mening truet, når regeringen vil lægge centeret under Udenrigsministeriet. Skal denne beslutning starte et mønster for andre ngo'er, der modtager penge fra Danida? I den forbindelse kunne IRCT godt være et emne, især da organisationen lige har meldt Danmark til FN's torturkomite, fordi regeringen har afvist at undersøge en mulig sag om tortur, begået mod en kvinde i isolationsfængsel.

DCMR kritiserer jævnligt regeringen for at overtræde menneskerettighederne i sin årlige rapport, der nu kommer til at høre direkte under Udenrigsministeriets nye »Danske Udenrigspolitiske Akademi« (DUPA). Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mener dog, at DUPA stadigvæk vil tillade menneskerettighedsgrupperne at være »frie og uafhængige« (Kristeligt Dagblad den 23. januar).

I en verden, hvor flere regeringer og militære ledere er stillet for internationale domstole for at overtræde menneskerettigheder, især for folkemord og tortur, nærmer vi os muligheden for, at den danske regerings stærkeste allierede, nemlig USA og Storbritannien med Israel i protektorat - også bliver anklaget. Det er måske ikke tilfældigt, at DR 2 for nylig viste et dokumentarprogram af Thyge Petersen om Henry Kissingers rolle i Vietnam, Cambodja og flere andre lande, som USA angreb. Kissinger står anklaget af flere eksperter og kritikere for at have ansvar for folkemord og tortur.

I verden i dag er USA's politikere og generaler også anklaget for lignende brud på menneskerettigheder i Afghanistan - og Israel med deres handlinger imod Palæstina er i samme situation. Generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, udtrykker sin bekymring om, »at vores amerikanske allierede ikke vil leve op til Geneve- konventionen,« (Politiken den 22. januar) på grund af de åbenbare beviser for mishandlinger af Taleban- og al-Qaeda-fanger på Guantanamo- basen, som USA besætter imod Cubas lov og vilje.

Ifølge mange eksperter og kilder blev flere hundrede Taleban og al-Qaeda-fanger tortureret og henrettet i Afghanistan i december, mens soldater fra USA enten deltog i mishandlingerne eller var til stede. Samtidig kritiserer Kofi Annan, FN's generalsekretær, og Mary Robinson, chefen for FN's Menneskerettighedskommission, USA's krigshandlinger.

Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) reaktion beskrives i Politiken som at være »forsigtig med at kritisere den amerikanske behandling af fangerne« på Guantanamobasen. - At DCMR åbenbart står for at blive nedlagt, samtidig med at USA's regering er i rampelyset for brud på menneskerettighederne, og samtidig med at Danmarks regering nu også er under anklage for mishandling og tortur i Danmark selv, ser ud til at hænge sammen og ligner ikke en tilfældighed. Danmarks regering vil åbenbart hellere beskytte USA's lederskab og den nye israelske ambassadør Gillon, samt Iraks tidligere øverste hærchef, Nizan al-Khazraji, som USA gerne vil bruge imod Saddam Hussein, end den vil bevare det gode ry og rygte og den gode tradition, regeringsmagten i Danmark har haft for at gå ind for en anstændig behandling af mennesker, uanset hvor de kommer fra.

DCMR ønsker at sætte endnu mere fokus på straffrihed for stormagternes forbrydelser imod mennesker. USA og Israel afviser ethvert forsøg på at stille deres folkemord og bødler for en international domstol. Og den danske regering er enig med dem i deres afvisning. At lukke DCMR er at lukke munden på betydningsfulde eksperter og kritikere af folkemord og tortur, hvor ellers de bor. Og det er at lukke munden på vores demokrati.



Copyright © 2006-2012 Ronridenour.com