Fra bænken med Fiskehejre
[August 9, 2023]

Jeg sad på bænken og så synkende solskuespil.

Der var hun, som så ofte i tusmørket, på sin yndlingsklippe, hvilende i den lavvandede bugt kun 50 skridt fra mig.

Fiskehejren står stille. Hun løfter sit spidse hoved; benene strækker sig ud; nakken folder sig halvvejs op. Alvorlige øjne blikke nedad. Bugten foran hende glitrer i det svindende lys. Ikke en krusning. Hun står lige op nu.

Slanke ben rettet oprejst. Hun strækker halsen mod vandet, hendes næb en armslængde, hvorfra fisken skal være i knæ dypt klart vand.

Spring. Hun fangede den overrumplende. Fjedre op på klippen med fiskehale inde i næbbet. Bytte blafrende, hun ryster på hovedet og hopper et par skridt ud på sandstranden. Hun ryster igen. Fisken glider ind i hendes krop mens hun spankulerer tilbage til sin jagtsten.

I ærefrygt. Jeg spekulerer på, om hareparret kigger fra deres hybenbusk hule-hjem, hvor et andet af naturens vidundere havde udfoldet sig for nogle år siden. Dengang indlogerede en rævefamilie sig i denne hule kun 100 skridt fra det træhus jeg bor i, bygget af en fisker for et århundrede siden.
Hoved hævet til havoverfladen, da mørket kaster sit dække. Appetitten tilfredsstilles, fru fiskehejre spreder mægtige vinger som løfter hende forsigtigt ud af syne. Elegant fryd.

Ingen stridende mennesker trænger ind i den fredelige glæde, der omslutter mig denne aften.