RONRIDENOUR.COM


 
Forside
Om Ron Ridenour
Artikler
Tema
Digte
Bøger
Links
Søgning
Kontakt
 
English
Español
 
 

 

 

2558 dage: De seje fredsvagter
[19.10.08]

[Ethvert folk har ret til at leve i et frit land. Til støtte for den afghanske modstand. www.fritafghanistan.blogspot.com]

2558. Så mange dage er der i de syv år, hvor nogle få modige danskere har stået foran krigsforbrydernes politiske hovedkvarter Christiansborg. To ad gangen står de der i to eller tre skift, i otte til ti timer med skilte og løbesedler på mindst ti sprog. Navnet er Fredsvagten.

”Den her aktion er politisk. Vi får snakket med mange om krig og fred hver dag. Vores løbeseddel ”Krig er terror” på kinesisk er den mest uddelte til busturister, som kommer forbi til daglig,” siger fredsvagtspendleren Peter Henning, som har haft tre til fire vagter om ugen siden januar 2002. Den store mand fra Helsingør er 78 år og har stået her over 1000 gange de sidste syv år.

Mens vi snakker, ser vi over mod de danske krigsforbryderes økonomiske hovedkvarter – Børsen – lige bag den amerikanske sanger Anne Feeney, som står på en platform med sin guitar og siger til 40-50 fredsvagter og deres støtter:

”Jeres historie er inspirerende for mange verden over. I er på min hjemmeside, og når jeg synger, er I med mig og i mit repertoire.”Anne er fra 1960’ernes USA og er blevet en omrejsende politisk folkesanger. Hun er på turné i Danmark tre uger, kort før syvårsdagen for Fredsvagten. ”Ain’t gonna study war no more,” som Feeney synger nu, er i deres sind til daglig.Peter er den ældste og Katrine den yngste for tiden. Hun er 21 år.

”Jeg har holdt vagt i to et halvt år. Jeg gør det, fordi man skal handle. Det er forfærdeligt at myrde mennesker, at lave krig mod folk. Man kan ikke skabe demokrati med våben. Men Danmark gør bare, hvad USA ønsker. Jeg skammer mig over at være dansker. Og vi er så få, som protesterer. Udover turister er der næsten ingen, som kommer forbi og kigger eller snakker, og slet ikke de politikere, som sidder derinde.”

Mødet med krigsministeren

Dog var der én, som kom forbi til en snak sidst i april. Og han var ikke bare en hr. hvem som helst. Det var krigsminister Søren Gade, som scorede nogle billige point i medierne ved at vise sig som så tolerant, at han ville snakke med dem, som han kan betragte fra sine vinduer hver dag. Og for at vise hvor fredelig han er, kom han uden politi eller vagter.

Hvad fik fredsvagterne ud af den ubevæbnede træfning?

”Vi fik ikke en skid ud af det,” svarer Bo Richardt kontant. Det var Bo, som først begyndte at tænke på en daglig tilstedeværelse foran krigsmagernes bygning, da yankeerne indledte deres angreb på afghanerne den 7. oktober 2001.

”Vi gjorde det, fordi et af vores medlemmer forslog det. På et regulært møde besluttede vi at prøve ideen. Måske kunne vi få noget god propaganda ud af det. Men der var for lidt dialog, fordi han skulle vise sig foran alle de medier, som var til stede. Og selvfølgelig var der ikke snak om, at vi kunne ændre hans mening eller position som forsvarsminister,” fortæller Bo.

Mens vi snakker, ser vi over mod statuen af Frederik VII, hvor han til hest forsvarer Danmark mod Preussens angreb. Han var en anderledes konge, end den monark vi har i dag. Han underskrev med glæde Junigrundloven, som så småt påbegyndte en demokratisk styring i landet, mens hans efterfølger, Dronning Margrethe II, står ”skulder ved skulder” med de udemokratiske krigere Bush, Rasmussen og kompagni, der slår folk ihjel, som ikke har angrebet Danmark, og gør det uden at have et flertal bag sig.

Respekten for hinanden

”Angrebskrig er den groveste form for monopolisering af magten. Hele nationer lægges om nødvendigt øde i særinteressers navn.”

Sådan begynder løbesedlen ”Krig er Terror”, som refererer til FN’s Charter.

”Vi holder en symbolsk ’Håbets Ild’ tændt for alle uskyldige krigsofre i verden … Vi står hér for at mane til besindelse og anmoder alle gode folk om at virke aktivt for freden, frem for, gennem ligegyldighed og passivitet, at støtte Danmarks deltagelse i og opbakning til denne absurde, uhyggelige, grusomme og farlige ’krig mod terror’.”

Fredsvagterne er ikke fuldstændigt enige om et program, heller ikke om strategi, men foran Christiansborg bruger de ikke-voldelige metoder. Modsat næsten alle andre i antikrigsbevægelsens historie har ethvert individ i Fredsvagten ret til at sige sin mening om, hvordan fred kan virkeliggøres.

”Fredsvagten repræsenteres til enhver tid af de vagter, der står der,” hedder et af de syv punkter i grundlaget. Beslutninger om, hvad de gør, tages på stormøder, hvor enhver kan komme. Alle har lige ret og lige magt. Det er én af grundene til, at mange af dem er blevet fredsvagter i stedet for at dedikere deres aktive tid til andre antikrigsgrupper. I de andre grupper, især dem, der består af venstrefløjspartier, er tonen voldsom, og dem, som ikke er motiverede til at råbe højt, overses.

I begyndelsen af oktober 2001, da antikrigsorganisatorer samledes for at planlægge, hvad der skulle gøres, når krigen brød ud, var der ”forskellige politiske hensyn, der skulle tages, og der blev ikke tale om åben talerstol,” skrev Bo den 23. december 2001 i en artikel om Fredsvagtens rødder.

”Jeg havde en følelse af, at nogen nu havde taget ’patent’ på freden,” forklarer han.

Mange af de 500 mennesker, som har stået med Håbets Ild en eller flere gange, er med, fordi det er deres fælles projekt, og ingen er boss.

Udover de cirka 30 seje, som er på vagtskema i dag, er der 150 støttevenner, som hjælper til med blandt andet donationer.

”Vi har lige fået to nye vagter,” tilføjer en glad Peter. ”Det er dejligt med friske forsyninger,” siger han.

Udover Bo var dansk-amerikaneren Lars Ro og Troels Riis med på de første vagter. Mange af de 30 andre har været med hele tiden eller kort efter 19. oktober 2001. Der har dog været to gange, hvor myndighederne tvang dem væk fra Christiansborg. Det skete under EU-topmødet i december 2002, og da kronprinsen giftede sig. Bryllupsparret skulle ikke blive mindet om, at Danmark er en morderisk stat, så fredsvagterne fortsatte deres aktion på Christiania, Højbro Plads og Blågårds Plads.

Hvorfor så længe?

Hvordan kan det være, at fredsvagterne har holdt ud så længe, ikke mindst efter at de andre antikrigsgrupper er kollapset?

”Jeg er med i det her, blandt andet fordi jeg er anarkist og ikke vil være under nogen autoritet, dem, som kan lide at styre det hele,” siger Bo.

”Ikke alle er som mig, men vi vil ikke have mange regler, vold og skænderi. Mange andre vil fortælle os, hvordan verden ser ud, og hvad vi skal gøre. Men her har alle lige ret til at beslutte og handle. Alle kan snakke med hvem som helst, også med pressen.”

Thorleif Andersen på 73 har holdt vagt tre gange om ugen næsten fra den første dag. Vi regner ud, at det er cirka 1090 fredsvagter.

”Vi har forskellige meninger her. De fleste er pacifister. Jeg går dog ind for selvforsvar og er antiimperialist. Det er imperialisterne, som fører krig i demokratiets navn. Vi holder ud, fordi vi forstår, at uden modstand vil krigsmagerne aldrig give op. Og vi bliver også ved, fordi vi er et fællesskab. Vi kender hinanden så godt efter nu syv år,” siger Thorleif.

Meningsmålinger har i lang tid vist, at et flertal af danskerne er imod krigen, så hvorfor fortsætter Danmark i krigen?

”De er ligeglade, når det kommer til at handle. Flertallet stemmer stadig på de samme krigspolitikere,” siger Peter og tilføjer:

”Det er lykkedes politikerne og massemedierne at gøre de fleste bange for terror, og det kommer udefra, mener de. Så folk bliver indelukkede og rigtige egoister.”

”På trods af krigens omkostninger i menneskeliv og i penge er danskerne blevet rigere i de syv år, og derfor er de ligeglade. Krigen er ikke kostbar nok for de fleste,” siger Bo krænket.

Hvorfor er det sådan, spørger jeg. Når mennesker har penge, glemmer de moralen. De har travlt med at bruge penge. De har familie. De har jobs. Alt skal passes. Jo, men det skal også være muligt at lave det, som er nødvendigt, at holde vagt over for krigsmagerne for eksempel. Tag Bo. Han har haft den samme kone i 20 år. Hun holder ham ud, og det gør deres fire børn også. Bo har et fuldtidsjob. Ved siden af passer han Fredsvagtens hjemmeside, holder vagt en eller to gange om ugen og er på i mange andre aktiviteter, som opstår. Mange af de 30 andre seje og anstændige personer, som står ved siden af Håbets Ild, har også familie og jobs.

Fredsvagternes aktion er næsten enestående i verden. Kun én har gjort nogen lignende. Det var Brian Haw, en britisk tømrer, som siden den 2. juni 2001 har besat Parliament Square i London med sine antikrigsskilte og en hjemmelavet skurbolig. Allerede fire måneder før krigen brød ud, kunne Brian ikke holde ud ikke at gøre noget for at standse de vanvittige krigspolitikere, så han satte sig foran dem. Han forlader ikke pladsen, undtagen når han skal i retten for at forsvare sin og vores alles ret til at råbe NEJ.

Og det er præcis, hvad de fredsvagter gør. Uden dem, uden deres beslutsomhed, kunne resten af Danmark ikke vide, at der faktisk er nogle danskere, som virkelig mener det, når de siger, at de er imod kapitalen og dens oliekrige!


Du kan også blive en del af Fredsvagten. Læs mere på dens hjemmeside.

www.fredsvagt.dk


Copyright © 2006-2012 Ronridenour.com