Det mest typiske danske ord er ”ligeglad”

[Information. 15/6/84]

Jeg bor i en 200 år gammel lejlighed i København. Den er solid og æstetisk.. Det virker, som om den kan bestå for evigt. Alle de huse og lejligheder, jeg stiftede bekendtskab i de 35 år jeg boede i USA, var af det slag, der højst holder 20-50 år, og de lugtede af kunststoffer. Her er gulvene af træ fra dengang huset blev bygget, og de lugter af træ. Jeg er sikker på, at danske arbejdere engang, har været stolte over det hus, de byggede. I dag mindes mange af deres forfædre, dem der kæmpede for og vandt Retten til Livet, ved at kræve enhed eller fyringer.

Fattede danskerne betydningen af denne hårdt tilkæmpede ret, retten til Livet? For blot at antyde muligheden for et samfund som det danske tortureres og myrdes folk i mange lande, som domineres af jeres store allierede, USA. Det er ikke kun Reagan-politik, det har været enhver præsidents politik siden 1920’erne.. Og det bliver også Mondales, hvis han vinder.

Da jeg kom til Danmark første gang, kom jeg med et åbent sind, rede til at møde danskerne, de fredelige landsmænd til den dejlige, danske pige, jeg havde forelsket mig i under et besøg i min hjemby, Los Angeles. Jeg var også mere end moden til at flygte fra imperialismens højborg i håb om bedre at kunne bekæmpe den udefra. 20 års kamp inde i uhyret havde gjort mig rastløs og frustreret, havde fået mig til at hade endog mine egne landsmænd.

Som Simone de Beauvoir så rammende skriver: ” Jeg følte mig som om jeg levede i eksil i mit eget land.”

I begyndelsen fyldtes mit blik af den røde og grønne bys charme, af blomster der stod i knop alle vegne; jeg måbede over Christianias frihed, frydede mig over ikke at se tiggere på gaden eller fattigdom malet i folks ansigter. Det var forunderligt og overrumplende at se de bare bryster i parkerne, at se sorte og hvide frejdigt og uden frygt kysse hinanden åbenlyst, og at høre den endeløse strøm af jazz, langt mere end man finder i dens eget hjemland – og så var den god. Jeg var til kommunisternes festival i Fælledparken og blev forbavset over dens bredde. Jeg troede, at Socialdemokratiet var godt på vej til en egentlig arbejderstyret socialisme. Jeg traf så mange belæste mennesker, ganske almindelige mennesker, som ikke var bange for de forestillinger om ”undergravende virksomhed”, man kan hæfte på arbejderklassens kamp for sine interesser.

Så kom vinter

I begyndelsen var jeg som fortryllet. Min egen kærlighed overvældede mig. Så kom vor vinter, ligesom vinteren kom til Danmark.

At gå i mørke midt på eftermiddagen, mens regnen strømmer ned, er ikke ”hyggeligt”. Dagen var næppe begyndt, før den var forbi. Da mødte jeg de storsnudede blikke og de smørende grin, som danskere har til overs for udlændinge, der slås med deres sprog. Så længe jeg holdt mig til engelsk, mødte jeg tilbud om hjælp.

Det, der i sidste instans har skuffet mig så dybt, er den indifferente holdning, jeg synes er så fremherskende. For mig er det mest typiske danske ord hverken ”hyggelig” eller ”tak”, men ”ligeglad”. Og hermed mener jeg den uinteresserede, ligegyldige ”og-hvad-så”- holdning. ”Ligegladheden” er åndløs, passiv, tankeløs, snæversynet, isolationistisk.

Jeg tror også, at ”ligegladheden” er udtryk for den enkelte gennemsnitsdanskers ekstreme privatisering. Mens man har tilladt og ofte opmuntret kooperative økonomiske arrangementer, regerer individualismen enevældigt på det psykologiske plan: der er en frygt for konfrontation – god eller dårlig – som tillukker sjælene og skaber foragt for medmennesket. Måske kan denne privatisering på en eller anden måde forklare danskernes tungsind og det høje selvmords tal.

Abstrakt kontakt

Først troede jeg, at et fredeligt land som Danmark også måtte være et gæstfrit land. Jeg roste den materielle hjælp, man gav mennesker i andre lande, og det, at man åbnede sin dør for folk, der var flygtet fra terror. Men denne kontakt med andre er abstrakt. Ingen bliver rigtigt berørt af den. Der er imidlertid masser af seksuel berøring, som det super-uafhængige (højt hævede) Information holder liv i med endeløse afhandlinger om hvem man skal kneppe med og hvordan.

Det mærkeligt selvmodsigende ved mange danskere, som indtager denne lammende ”ligeglade” holdning, er deres begejstrede accept af den kulturimperialisme, der kommer fra mit gamle land. Al den forbandede ”junk food”, de billige produkter, de hypnotiserende, nedvurderende annoncer, den bedøvende video-kultur, den ramme materialisme. Der er lige så megen kulturimperialisme her som i de tredjeverdens lande, der stadig domineres af USA.

Danskerne frembringer også deres egen kulturchauvinisme. Måske har dens modstykke, importeret fra USA, blot forstærket den bitre, golde racisme, der grasserer i Danmark for tiden. Måske kommer intolerancen over for en mørk hud fra generel grådighed og historisk homogenitet.. Men hvad forklaringen end er, er Danmark ved at nærme sig de lande, hvor de underkuede myrdes for at forsøge at trække en smule frisk luft. Er det det, Danmark i opbrud står for i dag? Tyrkiske arbejdere, der stikkes ned af ”brave mænd”? Våben, der smugles til apartheid-morderne i Sydafrika? Eller skal det være det Danmark, der indretter verdens første genoptræningscenter for torturofre? Det Danmark, hvor den bevidste arbejderklasse rækker tilbage til sine rødder blandt Internationalens skabere?

Skimter håb

Jeg kan ikke besvare spørgsmålene med danske briller på. Men gennem mine egne internationalistiske, udlandsamerikanske bifokale glas skimter jeg et håb.

Den sløvhed, som er frembragt af en overflod af sund mad og socialdemokratisk selvtilfredshed, sættes der nu spørgsmålstegn ved af både Aktuelt og Ekstra Bladets læsere. Jeg ser også muligheden for en tredje vej. En vej, der hverken følger det grådige USA eller det herskesyge USSR, men noget der ligner det, modige mennesker er ved at lave i Nicaragua. Som Hans Jørgen Nielsen skrev om venstrefløjen (Information den 21. maj i år), drejer det sig om ”at holde håbet levende”. Hvis I bare turde.

Verdens fremtid ligger i jeres hænder, langt mere end i supermagternes, som kun har dø og ødelæggelse at tilbyde. I kan forme en fremtid uden for denne død, uden for NATO og dogmatismens herredømme. Danmark har en stærk kultur, en tradition for samarbejde, der kommer til udtryk i moderne eksperimenter som KANA og Svanholm. I har faktisk mere respekt for livet og freden end man har i de fleste andre lande, og I har en høj grad af ærbødighed for livskvalitet, for et godt håndværk. Hvorfor så beskæftige jer med det ragelse, som USA’s kulturelle og økonomiske imperialisme vil give jer? Mickey Mouse med en burger i den ene hånd og en bombe i den anden.

Bryd med de gamle stivnede former. Vær ikke så ”ligeglade.” Bank på døre, både hos jeres egne landsmænd og hos de udlændige der bor her. Bank på med et fortrøstningsfuldt budskab, tilskynd folk til at gå ind i de aktiviske arbejderpartier og de massebevægelser, som arbejder for en forandring af samfundet. Vær stolte over at være aktiv. Lav aktioner, der kan vinde respekt. Hvem i alverden kan tage jeres demonstrationer alvorligt, når de begynder præcis kl. 16 og slutter præcis kl. 17 efter den obligate musik og nogle uinspirerede taler. Lær af Christianias første år, af BZerne, Kulørte Klat. Besæt flere tomme bygninger, flere uudnyttede arealer. Skab alternativer, også alternative økonomiske og politiske modeller.

Det bedste bidrag, I danskere i opbrud kan give til jeres egne og verdens fremtid er efter min ringe mening at anerkende de skadelige i amerikansk real politik (”Magt er ret”) og se at forføje jer bort fra USA's sfære så hurtigt som muligt…